Den här historien är berättad av Anna Natanaelsdotter som bodde i Häggesta, Häggenås.
Hon föddes den 15 maj 1851 och dog 19 januari 1933. Den är nedtecknad av Gustaf Rydstedt. Här kan du lyssna.
Gullrinjen
at n’farmor.
Nær je va lilsstårs brukkt je
stånnom spriing hitat n’gammalfarmor herri gommorstugû å hæls
på’a. Å de tyytj je allste’n va sô artut. Då lyyst auga opp
på a farmor, å hu vårte sô fejen nær je komme. De va jussom hu
skull ha vårte værmar om järte då, å minna frå bandoms- å
ongdomstin tine opp å titte fram u augom hennes. A’ farmor kalle
meg Solstråln, å i blænt saa Lish-Ann.
Mæn n’ afta sô tyykt a’ farmor
ætte de drog ut på tia, innan Solstråln komme, å då hælse næ
mæ nûn ta gåshsfoltjan, dæ va mæn far, ætte je skuul komma
hitat ’a. Je va sekstan år nô å tjæænt hemæ a Styv Lars i
Kosste, å nær je hadd koke grötn om kvæln sô gekk je heim.
Nær je hadd komme in hitat n´farmor
sô tyykt je atte hu va tystar å såg mer fåndersam ut æn vanle.
- Vô vill du gommor? fråge je.
- Å de e just itnô. Je ville bærre
si de, å sô vill je ge de rinjen men.
Hu gekk itat skåpan , å sô tog a’
fram rinjen, som hu haad herri ’n sôlverdås. Hu titte sô lææng
å gott på rinjen,å sô ga a’ meg ’n å saa: De henne e de
kereste je ha på joln. Ta ’n å nôr du sir på ’n sô ske du
komma i haug a’ gammalfarmor.
Te få si på gullrinjen at n’
farmor hadd alten vô de roligeste je viist, å nu hadd je fått ’n
å skuul få ååg ’n sjælv. Je skynne me å takke, å je mins
herri hårt je hålsht ti hanna at n’ farmor n’ dæn gånjen, å
je minns atte hanna hennes tjentes sô gammal å kall. Mæn je vårte
sô fejen å skynne me tebaker, å a farmor fekk væ før se sjælv
mæ minnom å tankom siin.
Mæn n’ ænner måran vare ittnô
roleje. De va ’n ææn solstrål då, som hadd vô in å hælse på
a’ farmor å lyst opp ansikte hennes. A’ farmor hadd gått ifrå
oss, å je minns hærre je sôrd a’. Hu döö artanhunresekstiseks.
Ti’a gekk, å je vaks nô å vårte
stor, mæn de va nô int sô role all gångan. N’ far gekk snartt
somû vejn som a’ farmor. Då n’ far døød sô sett dom te
førmynnar at me på tinjan. Førmynnaran va vist fala ampen på n’
dæn tin, som dom tø fell væ nu å tøkker dæn. De vårte auktion,
å alth som haul me te skull sæles. Dit haul nô å rinjen som je
fekk ta’n farmor. Mæ va tvo sysshen som skuul æærv a’ farmor.
Man de fanns ingen ææn æn n’ far å a’ mor som va te vittnes
på ætte je hadd fått rinjen, å nu va nô n’ far dö. Je minns
vô je grein å ba, ætte je skull få ha kvær rinjen som je hadd
fått ta a’ farmor siist gånjen je tæla mæ’n, mæn de hålp
it. Hæn va nô tånn å lætt, man de va gulle å haad værde, å
alsht som fanns skull vænnes i pæning. Mæn auktionsfåttje,
grænnan som så væl viist ætte je hadd fått rinjen ta a farmor
siist gånjen je tæla mæ’n, dom tjænne på se ætte je ønshe få
ha kvær rinjen, å dom tyykt de va synn å bjø på’n, jo-då-väl.
Aktionist’n slo bort’ n før
goprise, å de va förmynnar ’n som löst in ’n för tri kroon at
dotren sæn. N’ dæn stårsa, dotra at førmynnara, tysht mytje om
rinjen men å skull ville åg ’n , å nu hadd ’a fått ’n. Han
va litte før stor at ’n, mæn hu hadd på’n ændå om søndagan,
då hu skull væ rektût fin å gå te tjørsh’n som dom brûûkt
mytjenheita på n’ dæn tin.
Mæn n’ søndagsafta va olykka fraam
før førmynnardotren. Hu hadd lånnt bort ’n at ej som hejte
Nes-Kristina, å hu tappe rinjen herri fausan hermæ a Tapper-Ola.
Hæn ramle milla mura å spisbre’n, hæll ringvea dom kaal. Dom
leite lææng, mæn de va omøjla te finn igæn ’n
Sô va rinjen boort e længer e ti,
mæn han komme tebaker n’ vakker n’ dag. De hadd nô gått
unjefer n’ førti år mæn sô hadd fause at a’ Tapper-Ola brønne
opp. Nær dom skuul môkô på perlænne sô tjaul dom jøningen å
jola frå grånna der fause hadd stått. De va int n’ Tapper-Ola
som ååt gåln nu uttan de hadd vårte n’ ææn egar.
Nu sô ere sô mæ meg ætte je ha
alsth’n ville ærbejte nôr je haad kraftan ti diin, mæn nu e je
snartt åtti år å då bäll je int gæra sô mytshe. Nu var’e på
seinhåsta e år, de va kom je ihaûg, på sjælve
mittjællsmæssaftana, je skûûl itti Tapper-Ola gåln å haak
peran. Dom haad bærre fyyr fåra ohakke. Nôr je komme dit sô saa
a’ Ann, tjæringa herri gåla, ætte de va bæst ætte je va iin å
hålp te n’ dæn dan sô fækk e væ mæ perom sô lææng. Mæn då
sværa je dæ, ætte om int je fækk haak peran sô går je heim. Nu
vårtene sô ætte n’ pøjk å je skull gå å haak peran. Mitt æt
daja skein sola sô finnt å je fekk si nô som lyyst sô blankt
herri fåårn der je hakke. Å nôr je tog oppe å tog på såg ææt,
sô var’e gullrinjen at’n farmor. Je kan fæl int tæla om hærri
fejen je vårte. Ja de kan gå bra ûnnela ti herri n’ henn væla
iblænt. Rinjen ha je kvær, å de e nôn ta bana miin som ske få
ærv’n æt me.
E æna hænnels kan je tæla om som
viis ætte je ha n’ sershela tur te finn igæn gulle som je tappe
bort.
De va n’ vinter, je skull gå te
Granbu. Je gekk n’ jeinveig gønom skogjen. Nôr je hadd komme fram
hitat gåla sô vårte je var ætte je hadd tappe bort de eine
ørhænge mett. Je gekk tebaker å lææt man de va omøjla te finn
igänn ’e.
Om vårn sô vare n’ snikkar som
gekk sommû vejn. Ja alldeles sommû vejn gekk n’ int, uttan han
gekk n’ geinar’n vej, å då gatt’n kliv øve n’ haga. Der
låg’e e stor e snöfænn kvær om vår’n. Nær han skûûl kliiv
øve hagan sô staup’n å søød henran itti snøn. Han fekk full
nævan mæ snø, å n’ dænn snøboll’n gekk’n å klææmt på
sô lææng ætte ha tine opp. Sô tjænne’n ætte han haad nô
hårt kvær ti næva, å nôr han såg ææt sô var’e gullørhænge
mett. Sô je haad n’ fala tur n’ dæn gånjen å.
-----------------------------------------------
